Frederik Ernsts Have

Ta’ på havevandring i Frederik Ernsts Have

I weekenden d. 6. og 7. september afholder Haveselskabet årets Havefestival. Her kan du besøge smukke efterårshaver i hele Danmark – også vores museumshave Frederik Ernsts Have, som holder åbent begge dage kl. 10-16.

Den italiensinspirerede gårdhave er anlagt af sølvvarefabrikant Frederik Ernst. Haven er en grøn oase omkranset af de tidligere fabriksbygninger og fabrikantens private bolig. Kom og nyd roen i haven – lyt til springvandets rislen og se solens stråler ramme åkanderne i bassinet.

I anledning af Havefestivalen har vi lavet en lille folder, som fortæller historien om Frederik Ernsts Have. Folderen kan du få i udleveret i billetsalget i Museum ERNST. Køb en kop kaffe i Café ERNST og nyd den i haven imens du bliver klogere på den lille museumshave.

Det er GRATIS at besøge Frederik Ernsts Have. Skulle du få lyst til at gå på opdagelse i sølvvarefabrikant og samler Frederik Ernsts forunderlige univers af antikviteter, porcelæn og kunst – iscenesat af ham selv – så kan du naturligvis købe billet til udstillingen i Museum ERNST.

Del indlægget