DEN
ITALIENSKE
HAVE
Frederik Ernsts ”Italienske have” er en gårdhave midt i Museum ERNST, en grøn oase omkranset af de tidligere fabriksbygninger og fabrikantens private bolig. På østre sidefløj, ind mod haven, er latrindørene et vidnesbyrd om en tid, hvor arbejdere også færdedes her. Tidligere var der i haven også et baghus indrettet til folkestue for de ansatte ved fabrikken.

Haven i dens nuværende italienskinspirerede indretning med et centralt placeret bassin og haveskulpturer i romersk stil kender vi fra fotos fra 1960’erne. Skulpturerne er udført på Stukkatur og Kunststensfabrik; Lamberg Petersens eftf., Peter Ove Christensen, Glentevej 69 i København.
Blandt andet ses skulpturerne ”Musikken” og ”Videnskaben” og som springvandsfigur ”Leda og Svanen”.

Før den italienskinspirerede have blev anlagt af Frederik Ernst, prydede et lysthus haven i den nordlige ende.
Ved Museum Vestfyn gennemgik haven i 2016 en restaurering. Med hjælp fra fotos fra 1960’erne, blev haven bragt tilbage til det udtryk Frederik Ernst havde skabt.



I haven kan man, afhængig af sæson, opleve historiske storblomstrede roser som Hanne, Super Star, Pascali og Peace mens havens espalier prydes af slyngroserne Flammentanz, Gloire Dijon, Madame Alfred Carriere samt New Dawn.