
Alle guds farver
Torsdag d. 10. september har filmen ALLE GUDS FARVER premiere. Filmen er først og fremmest en varm dokumentar om et fællesskab for dem, der ellers står udenfor, af instruktør Jannik Splidsboel.
Filmen vises på Tobaksgaarden. Som opvarmning vil filmen vil museumsinspektør Tea Dahl Christensen fra Museum ERNST give en lille talk, hvor hun giver et helt lokalt indblik i, hvordan museet arbejder med queer provinshistorie, og hvor hun fortæller, hvorfor det arbejde har vist sig vigtigt netop nu.
Om filmen: ALLE GUDS FARVER tager os med ind i maskinrummet hos den progressive præst Viggo og kirketjeneren Bo – bedre kendt i farverig drag som Ramona Macho. Vi følger deres arbejde i Enghave Kirke, hvor enhver favnes med hjertevarme og ro, uanset baggrund og livssituation, men også deres kamp for en kirke, der er åben for alle. Kirken møder dagligt modstand fra konservative stemmer og er både et fristed og en slagmark. Gennem musik, ritualer og hverdagsliv udfolder der sig stærke, personlige historier om tro og identitet og retten til at høre til.
Om Tea: Tea Dahl Christensen, museumsinspektør og ph.d., står bag den anmelderroste bog Queer i provinsen, der udkom i januar, og arbejder til daglig med formidling og forskning i dansk queer provinshistorie ved Museum ERNST.


